
Mange af mine fotografier er digitalt sammensat af flere fotografier, teksturer m.m. for at skabe de endelige billeder. Nogle af billederne er mere fortolkninger af de steder jeg har fotograferet, mens andre er mere abstrakte eller grafiske i deres tilgang. Ofte forsvinder det originale fotografi mod et mere malerisk fortolket udtryk.
Jeg er tiltrukket af det impressionistiske i mit fotografiske arbejde. Naturen er min store inspirationskilde. Teknisk set er alle fotografier på en måde øjebliksbilleder. I en del af mine fotografier trækker jeg ofte tiden ud af billederne - så at sige, at tiden står stille. Med stiliserede linjer, flade silhuetter af træer og fugle, bliver det kendte landskab rusket op og påsat et nutidigt filter.